Grisen og verdens rigdomme fortalt til Ludmilla og David og alle andre børn af Doreen og Lars Bo En godnathistorie fra Hjemmets Søndag

I et gammelt hus boede en gammel kone og en gris, og de holdt så forfærdelig meget af hinanden. Men den gamle kone havde ingen penge.

En aften sagde konen til grisen: Åh, min stakkels gris, jeg blir nødt til at sælge dig, for vi har ikke mer at spise, og huslejen skal betales. Og så græd hun. Grisen var osse lige ved at græde, men den græd ikke.

Om morgenen tidlig, da den gamle kone sov, gik grisen ned til mølleåen, og der traf den den kloge aborre - Vi har ikke noget, og hvis jeg ikke finder på noget, så sælger den gamle kone mig, sagde grisen - Der er mange rigdomme i vandet, for den som kan se, sagde aborren. - Jeg kan ikke se noget, sagde grisen - Åh, kig dig om, sagde aborren.

På vandet flød de dejligste åkander. Alle fiskene i mølleåen hjalp grisen med at plukke en stor buket. Hvor er du dog en storartet, klog gris, sagde den gamle kone, da grisen kom hjem med åkanderne.

Den gamle kone og grisen gik ind til byen med åkanderne, men lige før de kom til det hjørne, hvor slagteren, som køber grise, boede, mødte de borgmesterinden, og borgmesterinden skulle have selskab om aftenen. - Kan jeg købe de smukke åkander, sagde hun, og det kunne hun godt. Og så gav hun den gamle kone penge. - Kom igen, sagde borgmesterinden.

Den gamle kone blev så glad, og for pengene købte hun lagkage og kræmmerhuse med flødeskum og karameller. Og den gamle kone og grisen levede lykkeligt i lang, lang tid. Hver dag plukkede grisen åkander, og hver dag solgte den gamle kone dem inde i byen.

Men en dag kom, da åkanderne visnede i mølleåen. Så om aftenen sagde den gamle kone: - Åh min stakkels gris, jeg bliver nødt til at sælge dig, for vi har ikke mer at spise, og huslejen skal betales. Og så græd hun. Grisen var osse lige ved at græde, men den græd ikke.

Om morgenen tidlig, da den gamle kone sov, gik grisen ud i skoven, oppe i et træ sad den kloge krage. - Vi har ikke noget, og hvis jeg ikke finder på noget, så sælger den gamle kone mig, sagde grisen. - Der er mange rigdomme i skoven, for den som kan se, sagde kragen. - Jeg kan ikke se noget, sagde grisen. - Åh, kig dig om, sagde kragen og fløj sin vej.

Grisen kiggede efter den. Oppe i det træ, hvor kragen havde siddet, hang de dejligste røde æbler. Grisen gnubbede sin tykke bagdel mod træet og grenene begyndte at ryste, og de røde æber faldt ned. Grisen samlede så mange, den kunne bære, og gik hjem til den gamle kone. - Hvor er du dog en storartet, klog gris, sagde hun.

Den gamle kone og grisen gik ind til byen med æblerne, men lige før de kom til det hjørne, hvor slagteren, som køber grise, boede, mødte de en hel massse skolebørn, som kom hjem fra skole. - Sikke nogen dejlige æbler, sagde børnene. - Kan vi købe dem? Og de kunne de godt, og så gav de den gamle kone 10 øre hver. - Kom igen, råbte børnene.

Den gamle kone blev så glad, og for pengene købte hun jordbær-syltetøj og kiks og budding-pulver, og grisen, og den gamle kone levede lykkeligt i lang, lang tid. Hver dag gnubbede grisen sig op ad æbletræet, og hver dag solgte den gamle kone æblerne inde i byen.

Men til sidst var der kun tre små, rådne æbler tilbage på træet. Så om aftenen sagde den gamle kone: - Åh min stakkels gris, jeg bliver nødt til at sælge dig, for vi har ikke mer at spise, og huslejen skal betales. Og så græd hun. Grisen var osse lige ved at græde, men den græd ikke.

Om morgenen tidlig, da den gmle kone sov, gik grisen ud på engen, der mødte den den kloge hare. - Vi har ikke noget, og hvis jeg ikke finder på noget, så sælger den gamle kone mig, sagde grisen. - Der er mange rigdomme på jorden, for den som kan se, sagde haren. - Jeg kan ikke se noget, sagde grisen. - Åh, kig dig om, sagde haren og hoppede rundt.

På engen voksede de dejligste svampe af den slags, der hedder champignon. Haren hjalp med at plukke dem, og da de havde samlet så mange, grisen kunne bære, gik den hjem til den gamle kone. - Hvor er du dog en storartet, klog gris, sagde hun.

Den gamle kone og grisen gik ind til byen med svampene, men lige før de kom til det hjørne, hvor slagteren boede, stak en kok, med en stor hvid kokke-hat, hovedet ud af vinduet. - Åh champignon, sagde han. - Det er lige, hvad jeg mangler til min omelet. Kan jeg købe dem? Og de kunne han godt. - Kom igen, råbte kokken.

Den gamle kone blev så glad, og for pengene købte hun flødeboller og is, og da de kom hjem, lavede hun pandekager til grisen. Den gamle kone og grisen levede lykkeligt i lang, lang tid. Hver dag plukkede grisen champignon, og hver dag solgte den gamle kone dem inde i byen.

Men det blev koldere og koldere i vejret, og en nat begyndte det at sne. Så om aftenen sagde den gamle kone: - Åh, min stakkels gris, jeg bliver nødt till at sælge dig, for vi har ikke mer at spise, og huslejen skal betales. Og så græd hun. Grisen var osse lige ved at græde, men den græd ikke.

Om morgenen tidlig, da den gamle kone sov, gik grisen ud i sneen og sagde til sig selv. - Vi har ikke noget, og hvis jeg ikke finder på noget, så sælger den gamle kone mig. Aborren kom op af sit hul i isen og sagde: - Ak og ve, jeg kan ikke hjælpe dig, mine egne børn fryser i det kolde vand. Kragen fløj ned fra luften og sagde: - Ak og ve, jeg kan ikke hjælpe dig, jeg og mine børn sulter, og der er ikke læ mellem skovens træer. Haren kom hoppende: - Ak og ve, jeg kan ikke hjælpe dig, jeg er hjemløs, jægeren har jaget mig fra mit leje.

Og de begyndte alle at græde. - Hvem er det, som vækker mig af min vintersøvn? sagde en lille stemme, og en muldvarp kravlede op af jorden. Alle dyrene fortalte grædende, hvad der var i vejen. - Der er mange rigdomme i jordens dyb, for den som kan se, sagde mulvarpen til grisen - følg efter mig.

Grisen gravede ned efter muldvarpen, og nede i den sorte muld lå noget, der lignede en gammel snavset sofafjeder. Grisen tog den trist med hjem til den gamle kone, og muldvarpen lagde sig til at sove igen. - Måske kan vi sælge den til jernhandleren, sukkede den gamle kone.

Inde i byen, lige over for det hjørne, hvor slagteren boede, havde jernhandleren sin butik. Han var en tyk, gnaven mand. - Vil De købe denne gamle sofafjeder, sagde den gamle kone, for ellers må jeg sælge min gris.

Jernhandleren skrabede lidt på fjederen med sin negl. - Jeg vil gi' dig en krone for den, sagde han. - Ja, ja da, det var jo ikke meget, tænkte den gamle kone. Men det er da nok til, at grisen og jeg kan få en kop afskedskaffe, inden jeg sælger den. I det samme gik døren op, og en professor med langt hvidt skæg kom ind i butikken.

- Hvad er det, sagde han og pegede på sofafjederen. - Ja, det er noget gammelt jern, min kære gris har fundet, sagde den gamle kone. - Kom med mig, sagde professoren ophidset, og så tog han fjederen og løb ud af døren, og den gamle kone og grisen løb bagefter.

De løb gennem en masse gader, indtil de kom til et stort hus med mange trapper, og det var et museum. Professoren og grisen og den gamle kone køb op ad alle trapperne og ind i museet.

Grisen og den gamle kone satte sig på en bænk og ventede, mens deres professor og alle de andre professorer i huset pudsede og gned på den gamle sofafjeder og kiggede på den i forstørrelsesglas og slog op i tykke bøger.

Bevar mig vel! Det var slet ikke nogen sofafjeder, men et skinnende guldarmbånd, som en prinsesse for mange, mange hundrede år siden havde tabt, og nu blev alle professorerne så glade, fordi den gamle kone og grisen havde fundet det igen, for så kunne de sætte det i glasskab og skrive bøger om det. Professoren gav den gamle kone så mange penge at hun havde nok at spise resten af sit liv og også nok til at betale husleje med, og hun behøvede aldrig mere at tænke på at sælge sin gris.

Grisen og den gamle kone købte alt, hvad du bedst kan lide? Hvad kan du bedst lide? Men til haren købte de kål, til muldvarpen regnorme, kragen fik et kornneg og aborren myreæg.

Så inviterede alle deres venner til gilde. - her sidder de ved bordet. Kan du kende dem igen?

Grisen glemte aldrig, at verden er fuld af rigdomme, for dem der kan se. Og han og den gamle kone levede lykkeligt i deres lille hus til deres dages ende.

SLUT