|
|---|
I Mørkningen Juleaften
Vi sov af Glade kun lidt i Nat,
og Dagen har været saa lang;
Nu har vi os her paa Skamlerne sat,
fortæl en Historie engang!
Vi ved, du over hundrede kan.
Mens Far og Mor gør Træet i Stand,
fortæl, lille Bedstemor! Gør det! Aah!
Men en, som er lang, at Tiden kan gaa.
|
Bedstemor fortæller:
"Hver Juleaften, netop nu, naar Julegrøden koger,
da vandrer - Peter, hører du? -
igennem Aftnens Taager
med store Kanestøvler paa
den gamle Jul til Staden;
fra Vindvet kan man se ham gaa
paa Sneen gennem Gaden.
|
|
|---|
|
|---|
Et dejligt Juletræ han bær',
det største vist i Skoven.
Hans Skæg naar lige til hans Knæer;
og paa hans Hat foroven
et lille Julelys der staar;
det straaler og det skinner
paa Næsen og de hvide Haar
og paa hans røde Kinder.
Og Gade op og Gade ned
sit Træ han om vil bære;
|
Hvor alle bor, bestemt han ved,
derpaa kan vis man være.
Ved Hustes Dør han stille staar
og lytter meget længe;
han vide maa, før ind han gaar,
om der er slamme Drenge.
Og hører han, at Far er vred,
imens han Træet tænder,
han rokker starks ad Trappen ned
og ud pa Gaden render.
|
|
|---|
|
|---|
Men, hører han, at Far og Mor
er glad for deres Drenge,
imens de pynte Julebord
og Lys i Træet hænge,
da ler den gamle Julefar
og ind i Stuen smutter.
Sit Lys fra Hatten ned har ta'er,
det funkler og det futter;
med det han hen til træet gaar
og nikker i det samme,
|
starks fra hvert lille Lys der staar
en klar og dejlig Flamme.
Se, der, hvor Julen ej gik ind,
hvor ej han vilde tænde,
har Lysene et daarligt Skin
og vil slet ikke brænde;
men der, hvor Julen har dem tændt,
de straale, og de skinne.
Og derpaa har nu let man kendt,
om Julen var derinde."
|
|
|---|