Før Julen
Før Julen
Jeg glæder mig i denne tid;
nu falder Julesneen hvid,
saa ved jeg, Julen kommer.
Min Far hver Dag i Byen gaar,
og, naar han kommer hjem, jeg staar
og ser hans store Lommer.
Og paa hans Bord forleden Dag
jeg saa et yndigt, lille Flag,
og det jeg ikke glemmer.
Papir han klipper med en Saks;
men, naar jeg kommer ind, han straks
sin Stads i Skuffen gemmer.

Indkøb
Og Mor har Peberkager bagt;
jeg ved det, jeg har selv dem smagt,
da de var ganske varme.
Sit Sølvskab Mor nu aabnet har,
og Stadsestagen frem hun ta'er,
den med de mange Arme.
Og Mor hun har saa mange Bud,
hvert Øjeblik skal Anders ud,
og Mor og Anders hvisker.
Men Jeg kan dog nok høre, - tys!
i Morges var det Julelys
og røde Baand og Svesker.

Gaver
Og Søster Hanne syr og syr.
Hun sige, Julen er saa dyr,
hver Gang hun Grisen ryster.
Til Far hun har en Pibesnor
af Perler, og til Bedstemor
hun hækler paa en Trøster.
Jeg vil nok ogsaa noget faa;
jeg maa jo ud i Gangen gaa,
naar hun skal til at strikke.
Derude er der rigt'nok koldt;
men naar jeg spiller med min Bold,
saa mærker jeg det ikke.

Gid det var Jul
Da før jeg ud med Karen gik,
vi var i Bagerens Butik;
der stod den tykke Bager,
og han skrev op, hvad Karen sa'e:
Til Juleaften skal vi ha'e
to store Julekager.
Gid det var Jul! Hvor det var rart.
Men nu maa den da komme snart,
det varer ikke længe,
for - fra min Stol ved Vindvet her
på Køkkenmuren jeg jo ser
alt Julegaasen hænge.

Forrige side Forsiden Næste side
Før Julen Bedstemor Indbydes Juleaften
Ved Juletræet Fars Julevise Et Besøg
Nytaarsaften Helligtrekonger Efter Julen