Kapitel 6
Hjemrejse

Opstigning til ca 15 meters højde

Med hjælp fra indtil flere ældre damer står vores udsendte vasketøjsbamse nu pakket og klar til hjemturen. Kældergangen runger af hans skridt og han hopper et par gange for at høre om det giver ekko.

Måske skulle jeg gøre et notat, så jeg kan sammenligne lyden med lyden når man hopper på hovedtrappen? Jeff har garanteret aldrig lagt mærke til forskellen på lyden!

Han står lidt og lytter til stilheden, før han går videre. Efter 2 zak og 1 zig er Mortimor tilbage ved kælderskakten.

Pu-ha, nu skal jeg alle 15 meter op af trapperne, og jeg ved, at det sker igen i dag. Det virker altid som om der er 4 etager ned og 5 etager op, men jeg har aldrig fundet ud af hvilken etage det er der er dobbelt når man går op. I dag må jeg notere og regsitrere hver etage, så ingen går tabt eller er dobbelt.

Mortimor nulstiller højdemåleren og begiver sig med beslutsomme skridt op af kældertrappen. Oppe på gaden ser han alle de cykler, der står foran bygningen på en lang række. Nydeligt sat i stativ og ordnet i en lang lige række. 'Det er faktisk et pænt billede' tænker Mortimor, men han orker ikke at finde cameraet. Han er træt af at have oplevet og foran ham står trappen med de 4 (eller 5?) etager.

Mens Mortimor strider sig op af hovedtrappen forsøger han at holde styr på alt det han har oplevet. Han undersøger igen trappen for interessante ting han måtte have glemt på vejen ned og han tester ekkoet ved at hoppe op og ned på 1. sal. Da han når hoveddøren husker han alt han skal fortælle Jeff - men han har igen tabt tråden med tælleriet af etagerne.

Måske vil etagerne ikke lade sig tælle? Måske finder jeg aldrig ud af hvilken etage der er ekstra når man går op. Det er vist ikke alt man finder ud af, selv når man vil opdage og opleve.

Næste side -->


Forsiden / Indledning / Forberedelse / Rejsen / Verden udenfor / Destination ukendt / De fremmede / Hjemrejse / Afslutning / Bagsiden
Nikolaj Stigø © 2005